Nørrebro sat til salg

21. august 2008

Lejebolig.dk har undersøgt markedet for andelsboliger i København. Tallene viser markant flere andelsboliger til salg på Nørrebro end i resten af hovedstaden. Det kan imidlertid blive svært at komme af med boligerne til fuld pris, vurderer adm. direktør Michael Eggert.

Lejebolig.dk har undersøgt det københavnske marked for andelsboliger. Undersøgelsen har blandt andet kigget på antal emner til salg på Internettet og resultatet er overraskende. Nørrebro skiller sig markant ud.

Stort antal andelsboliger til salg på Nørrebro
Undersøgelsen viser, at der netop nu er 570 andelsboliger til salg på Nørrebro og bydelen løber dermed fra resten af København. Til sammenligning finder man kun 170 andelsboliger til salg på Vesterbro, 118 på Amager, 117 på Østerbro og endelig 19 i København K. Det svarer til, at hele 57% af alle hovedstadens andelsboliger, som netop nu er sat til salg ligger på Nørrebro. Adm. direktør fra Lejebolig.dk, Michael Eggert er overrasket over de store forskelle mellem bydelene: ”Der er et overraskende stort antal andelsboliger til salg på Nørrebro. Vi havde forventet, at tallene havde fordelt sig mere ligeligt mellem de enkelte brokvarterer, men noget kan tyde på, at folk gerne vil væk fra bydelen, eller at den nuværende boligmasse simpelthen ikke lever op til de behov beboerne i området har.”

Udover at kigge på antal emner til salg, har Lejebolig.dk i samarbejde med analysebureauet Harvest set på det totale antal andelsboliger i de enkelte bydele. ”Udover antallet af andelsboliger sat til salg, har vi set på, hvordan tallene fordeler sig i forhold til den samlede andelsboligmasse i de enkelte bydele. Det har vi gjort for at se, om det store antal boliger til salg skyldes, at Nørrebro simpelthen bare har flere andelsboliger, men sådan forholder det sig imidlertid ikke”, fortæller Michael Eggert. På Nørrebro findes der i alt 15.091 andelsboliger. Til sammenligning finder man 18.310 andelsboliger i København S., 16.848 andelsboliger i København Ø, 16.260 andelsboliger i København V og endelig 6.777 andelsboliger i København K.

Lejebolig.dk og Harvest har endelig omregnet forholdet mellem antal andelsboliger til salg og det samlede antal andelsboliger i bydelene til indekstal. Her er det tydeligt, at Nørrebro skiller sig markant ud ift. hovedstadens andre bydele. Indeks 100 vil svare til, at bydelen har et middelt antal andelsboliger til salg i forhold til bydelens antal andelsboliger.

Penge til mere plads
Det store antal andelsboliger til salg på Nørrebro kan ifølge Michael Eggert skyldes flere faktorer. ”Mange yngre beboerne tiltrækkes af de mange forskellige kulturer og det pulserende miljø, som kendetegner området, men når der stiftes familie, bliver der ofte behov for noget andet, eksempelvis mere plads. Med de seneste høje offentlige vurderinger øjner mange muligheden for at få penge med videre ud på boligmarkedet og det i sig selv kan sætte gang i salgsannoncerne,” forklarer han.

Og beboere med ønske om mere plads, bliver i stor udstrækning nødt til at kigge andre steder hen. Ser man på andelslejlighedernes samlede arealer, finder man mange små og mellemstore andelsboliger på under 100m² på Nørrebro. Samlet set udfylder denne kategori 95,88% af bydelens totale antal andelsboliger. Kun 4,12% af Nørrebros andelsboliger ligger i kategorien over 100 m2. ”Tallene indikerer, at bydelen ikke tilbyder plads nok til eksempelvis familieudvidelse. Det skaber en skævvridning i forhold til de bydele, der har flere lejligheder med mange kvadratmeter, ” forklarer Michael Eggert. I nabokvartererne Østerbro og Vesterbro finder finder man henholdsvis 25,85% og 17,15% i kategorien med lejligheder på over 100 m2 . København K ligger helt i front med 30,60% lejligheder over 100 m2. Udbud større end efterspørgsel

Selvom undersøgelsen viser, at der er et stort antal andelsboliger til salg på Nørrebro, så vurderer Michael Eggert, at det ikke er ensbetydende med, at sælgerne kan komme af med deres emner. ”For få år siden skulle man kende nogen eller være villig til at betale penge under bordet for at få fat i en andelsbolig, men med de nye offentlige vurderinger ser markedet helt anderledes ud. Køberne står ikke længere i kø, og vi oplever at en stor del af andelsboligsælgerne giver afslag på prisen for at trække købere til,” slutter han.