Boligens beliggenhed betyder alligevel mest
27. april 2010
Den efterhånden slidte ejendomsmægler-floskel om, at beliggenhed er vigtig, når man skal sælge eller udleje sin bolig viser sig slet ikke at være så ligegyldig alligevel. En ny undersøgelse viser, at boligsøgende på udkig efter bolig netop vurderer boligens beliggenhed højest, når faktorer som pris og størrelse ellers er opfyldt.
Lejebolig.dk har foretaget en undersøgelse af markedet for lejeboliger, herunder hvilke kriterier, der ligger højest på boligsøgendes ønskeliste, når de kigger efter bolig. Når kriterier som husleje og antal kvadratmeter er opfyldt svarer over 60% af de adspurgte, at beliggenheden i forhold til arbejde eller studie er vigtig.
Direktør i Lejebolig.dk Michael Eggert oplyser, at man ser lignende tendenser, når de faktiske søgemønstre på portalen analyseres: ”Selvom argumentet om god beliggenhed kan lyde som en gammel ejendomsmægler-floskel, så er der altså alligevel noget om, at boligens beliggenhed betyder en hel del, når boligsøgende leder efter en ny bolig. En ting er dog, hvad boligsøgende svarer i en undersøgelse, en anden ting er, hvad de rent faktisk søger på. Men sammengligner vi de to ting, oplever vi faktisk, at tendensen er den samme,” forklarer han.
Ifølge Lejebolig.dk oplever man i vid udstrækning, at boligsøgende forsøger at matche deres kommende boligs beliggenhed med arbejde eller studie, så eksempelvis transporttid kan minimeres. Tendensen ses ekstra tydeligt op til studiestart, når nye studerende skal til de større byer for at læse. Kigger man eksempelvis på København viser de boligsøgendes søgemønstre, at rigtig mange fokuserer på brokvartererne og i områderne omkring uddannelsesstederne.
Ifølge Michael Eggert er det imidlertid ikke altid klogt som boligsøgende at fokusere snævert på ønskebeliggenheden. ”Det er jo helt naturligt, at mange gerne vil finde boligen tæt på arbejde eller studie, men vi anbefaler altid at søge lidt bredere for at få et større udbud. Nogle finder naturligvis boligen med den helt rigtige beliggenhed, men når faktorer som pris og størrelse også spiller ind, kan det ofte være en fordel også at screene omkringliggende områder i sin søgen,” siger han. Udover beliggenhed i forhold til studie og arbejde, vægter boligsøgende ifølge undersøgelsen ligeledes grønne områder højt. Mere end 40% af de adspurgte svarer således, at det er vigtigt, at boligen ligger i eller tæt på grønne områder. Som en direkte konsvens heraf har Lejebolig.dk for kort tid siden åbnet op for ekstra søgekriterier, der kan imødekomme disse behov, så man som boligsøgende nu også definere, hvordan boligen skal være placeret i forhold til natur og grønne områder.
I den modsætte ende af skalaen viser undersøgelsen, at kun 10 % af de adspurgte anser boligens stand som en vigtig parameter i boligsøgningen.”Man kan undre sig over, at boligens stand ikke ligger højere på ønskelisten, men det er nok et resultat af, at mange boligsøgende helt nøgternt stiller højere krav til de ting, de ikke har mulighed for at ændre på. Er boligens stand ikke optimal, er det trods alt noget man kan ændre på i modsætning til en ringe beliggenhed,” slutter Michael Eggert.